Redningsaktion i havnebassinet

Søndag d. 5. maj ved 8-tiden faldt en kvinde i vandet fra kajen ved den blå kran. Der var ikke en sjæl på havnen, og vandet er stadig meget koldt. Hun kunne, pga. den hurtige afkøling, ikke komme op ved egen kraft. Det havde set sort ud, hvis ikke hendes råb om hjælp var blevet hørt af to af vores fastboere i en nærliggende båd.

Kvinden blev holdt oppe af den ene af fastboerne i gummibåd, en fastboer, som kom til, hentede et bjærgemærs til også at holde hende, mens den tredje hjalp redningspersonalet med at finde stedet ved kajkanten. Indenfor kort tid ankom to brandbiler med frømand, en politibil og en ambulance, og ved fælles indsats lykkedes det at få kvinden bjærget op på kajen, hvorfra hun blev kørt til observation på hospitalet.

Hændelsen bekræfter igen det hensigtsmæssige i en grad af beboelse i bådene. Det har ofte før vist sig gavnligt ift. sikring af tomme både i stormvejr og forebyggelse af kriminalitet på havnen. Denne gang har det formodentlig reddet et menneskes liv.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *